New Yorks borgmester modtog giftbreve med posten

Brevene blev opsnappet, inden de nåede frem. Det ene var adresseret direkte til borgmesteren, mens det andet var sendt til borgmesterens lobbygruppe, der arbejder for en mere stram våbenlov.

Ifølge politiet i New York viser de indledende undersøgelser af brevene, der blev åbnet i henholdsvis New York fredag og i Washington D.C søndag, indeholdt de spor af ricin.

»I begge breve var indholdet identisk,« siger polititalsmand Paul Browne, der tilføjer, at brevene indeholdt en »olieagtig substans« i en lyserød eller orange farve.

I brevene var der også direkte trusler mod Bloomberg, ligesom våbendebatten blev nævnt.

Personer, der kom i kontakt med brevene, havde efterfølgende mindre symptomer på at have været i kontakt med ricin, men symptomerne er siden aftaget, oplyser politiet.

Borgmester Bloomberg siger selv, at brevene ikke vil stoppe hans arbejde for mere striks kontrol med våben.

»Brevene refererer åbenlyst til vores indsats mod våben, men 12.000 personer vil i år miste livet som følge af våben, 19.000 vil tage livet af sig selv med våben, og vi har ikke tænkt os at stoppe vores indsats,« udtaler han i en meddelelse.

Lobbygruppen »Borgmestre mod ulovlige våben« blev grundlagt i 2006, men den har øget sin indsats siden 14. december sidste år, hvor en ung mand angreb en grundskole i Newtown i Connecticut og dræbte 20 børn og seks lærere.

Efter angrebet har gruppen arbejdet for at udvide brugen af baggrundstjek af våbenkøbere og et forbud mod angrebsvåben, men hidtil har indsatsten ikke båret frugt.

Brevene til Bloomberg kommer kun få uger efter, at breve med ricin blev sendt til præsident Obama, den republikanske senator Roger Wicker og dommer Sadie Holland. Her har myndighederne anholdt en mistænkt.

Dagens Gossip