Newcastle-koryfæer sviner hinanden til

Newcastles nyudnævnte fodbolddirektør Joe Kinnear og klubbens tidligere topscorer Alan Shearer er gået i ordkrig med hinanden.

I sidste uge udtalte Shearer, at Newcastles ledelse med ansættelsen af Kinnear havde undermineret manager Alan Pardews arbejde. Den pensionerede angrebsstjerne kaldte flere af Newcastle-ledelsens beslutninger til grin.

Nu svarer Joe Kinnear igen i et interview med The Sunday Times.

- Det, Shearer siger, er djævelsk sagt, siger Kinnear og begynder en tilsvining af Alan Shearer, der fra 1996 til 2006 scorede 206 mål for Newcastle.

Joe Kinnear slår ned på Shearers evner som træner. I 2009 overtog den tidligere angriber trænersædet i Newcastle efter Kinnear, efter at Kinnear havde haft hjerteproblemer.

Shearer stod i spidsen for holdet i de sidste otte kampe af sæsonen, som endte med en nedrykning.

- Denne fyr har ikke forstand på noget som helst, når det kommer til at være træner.

- I den sidste kamp i den sæson fik han den fantastiske idé at spille med Damien Duff på venstrebacken.

- Damien er en af de bedste venstrekanter, der findes, men han kan ikke tackle. Og vi endte med at rykke ud efter et selvmål fra Damien, siger Joe Kinnear.

- Shearer bliver ved med at svine mig til. Han har ikke respekt for mig, og jeg har ret til at svare igen, siger fodbolddirektøren.

/ritzau/

Dagens Gossip