Neymar kan frygte for sit VM efter skade i pokalkamp

Skrevet af admin

17/01/2014

Mest læste i dag

Efter 4-0 i den første kamp mod Getafe skulle Barcelona blot spadsere det samlede avancement hjem i den spanske pokalturnering. Men udekampen, som sluttede med endnu en sejr på 2-0, kan vise sig at blive en meget dyr affære for Barcelona og måske også det brasilianske landshold.

Superstjernen Neymar fik comeback i Barcelonas startopstilling efter en periode med karantæne og sygdom, men comebacket gik alt andet end godt.

Midt i første halvleg faldt han uheldigt til jorden i et solouheld, da han efter en dribling ved baglinjen skulle lægge bolden ind foran mål.

At dømme på hans reaktion var skaden meget alvorlig, og han måtte hjælpes fra banen. Med det samme gik spekulationerne på, om skaden ville komme til at koste ham sommerens VM-slutrunde på hjemmebane.

Det må nærmere undersøgelser give et bud på i de kommende dage, men i pausen af pokalopgøret kom Barcelona med en udmelding om, at der var tale om et vrid i en sene i anklen.

Også Lionel Messi fik comeback i Barcelonas startopstilling, og aftenen udviklede sig klart bedre for argentineren. Han scorede til 1-0 kort før pausen, og 17 minutter ind i anden halvleg øgede han til 2-0 efter en imponerende dribletur.

Siden var Messi i flere tilfælde tæt på at fuldende sit hattrick, men det blev ved 2-0.

Med det overbevisende avancement på 6-0 er Barcelona klar til kvartfinalen i Copa del Rey, hvor holdet møder Levante.

I torsdagens første kamp i den spanske pokalturnering vandt Real Sociedad 1-0 ude over Villarreal og avancerede med ligeledes 1-0. I næste runde venter Santander.

/ritzau/