Neymar og Pelé på hver sin side af demonstranterne

Selvom prisstigningerne på offentlig transport er blevet droppet, fortsætter de brasilianske protestdemonstrationer under Confederations Cup. Neymar støtter demonstranterne, Pelé vil helst bare glemme dem.

Der er flere generationer og åbenbart en afgrund til forskel mellem nutidens største brasilianske stjerne Neymar og fortidens legende Pelé.

De to brasilianske fodboldhelte har meldt sig på hver sin side i forbindelse med de massive demonstrationer, der finder sted i de store byer i Brasilien i disse dage i forbindelse med afviklingen af Confederations Cup, der er en generalprøve på næste års store og omkostningstunge arrangement, VM i fodbold.

Pelé er gået ud med en offentlig appel om, at man skal se bort fra demonstranterne og i stedet fokusere på fodbolden.

- Lad os glemme balladen, der sker i Brasilien, alle disse protester, og lad os huske, hvordan det brasilianske hold er vores land og vores blod, har Pelé sagt i en appel sendt på TV-stationen O Globo og lagt på nettet.Protesterne er blandt andet sat i gang af udsigten til store prisstigninger på den offentlige transport, men det er også den voldsomme regning fra VM næste år og OL om tre år, der har fået op mod 600.000 brasilianere på gaden.

Og Pelés ord virker som en rød klud i hovedet på hans utilfredse landsmænd.

- Nu tillader Pelé sig at lave en video, hvor han siger, at folk skal glemme balladen og bakke holdet op. Landsholdet, FIFA, de nye stadions koster millioner, gå ad helvede til, som en brasilianer skriver på facebook, mens en anden mener, at det aldrende fodbold-ikon bør opleve almindelige mennesker hverdag, før han udtaler sig:

- Tag på hospitalet, kør med en bus uden sikkerhed, og lad os så se, om du bliver ved med at sige den slags dumme ting.

Pelé har fået opbakning fra Ronaldo, som tørt har konstateret, at man ikke kan afholde et VM med hospitaler.

Neymar har derimod en anderledes forståelse for demonstranterne og deres krav.

- Jeg er brasilianer, og jeg elsker mit land. Jeg har familie og venner, som lever i Brasilien. Derfor vil jeg have et Brasilien, der er mere sikkert, sundere og mere ærligt, skriver han på facebook.- Den eneste måde jeg kan repræsentere og forsvare Brasilien på, er på banen, når jeg spiller fodbold. Fra nu af vil jeg gå på banen, inspireret af denne bevægelse.

- Jeg er ked af, hvad der sker i Brasilien. Jeg havde også troen på, at det ikke ville blive nødvendigt at gå på gaden for at kræve bedre transport, sundhed, uddannelse og sikkerhed, altsammen regeringens forpligtelser.

De landsomfattende protester blev sat igang i sidste uge. Demonstranterne er vrede over de omkring 72 mio. kroner, der bliver taget fra de offentlige kasser for at finansiere næste års VM, mens det kniber med at forbedre livsvilkårene for den almindelige brasilianer med nye skoler og hospitaler.

Dagens Gossip

Dagens TV