Neymar ser finalesejr som bevis på genvunden respekt

Brasiliens nye superstjerne jublede efter finalesejren ved Confederations Cup, hvor de kommende VM-værter tilintetgjorde de regerende verdens- og europamestre.

Mens det brasilianske folk profilerer deres krav om ordentlige levevilkår med masseoptog i gaderne, har det tidligere så tilbedte fodboldlandshold brugt Confederations Cup til at demonstrere, at landet igen skal tages alvorligt som fodbold-stormagt.

3-0 sejren over de ellers så uovervindelige spaniere mejslede al tvivl væk - Brasilien er tilbage. 21-årige Neymar satte sit tydelige aftryk på finalen som både målscorer og iscenesætter, og han blev naturligt nok kåret til kampens bedste spiller.

Han så finalesejren som et vigtig milepæl.

- Brasilien har vist verden, at det brasilianske landshold er tilbage. Med en stor sejr over verdens bedste, har vi vist, at vi fortjener respekt.- Vi gemte os ikke - vi løb og løb. Vi spillede stærkt fra start til slut. Det viser, at vi er et stærkt hold.

Efter at være blevet kåret til banens bedste ville han dele æren med sine holdkammerater:

- Jeg er meget glad for alt, hvad der er sket i løbet af denne turnering. Denne pris er noget særligt. Men alle 11 spillere burde få den, ikke bare mig.

I den kommende sæson begynder Neymar i Barcelona, og han nød at spille mod sine kommende holdkammerater.

- Jeg har respekt for dem, og jeg beundrer dem. Men i dag forsvarede jeg mit land, mine holdkammerater og min familie. Jeg var nødt til at give dem en svær kamp. Jeg er så glad for den måde, som holdet spillede - det var endda bedre end nogen af os kunne have forventet.

Landstræner Luiz Felipe Scolari mener, at finalesejren skaber ro og selvtillid på holdet frem mod næste års VM-slutrunde.

- Ingen havde forventet sådan et fantastisk resultat, ikke mod verdensmestrene. Det er mere end en titel, for vi har vist, at vi er på rette vej, og at vi kan tage lidt mere selvtillid med os på vejen.

- Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på den støtte, som holdet har fået uden for banen. Det er et budskab til hele Brasilien. Vi må enes og stå sammen for at sikre fremskridtet, lød den politisk ladede sejrshilsen fra landstræneren.

Spaniens landstræner Vicente del Bosque var en værdig taber efter finalenederlaget. Mens Brasilien havde spille sig i finalen om onsdagen, måtte spanierne ud i straffesparkskonkurrence efter 120 minutter mod Italien dagen efter.

- En dags kortere pause var ikke årsagen til, at vi tabte. Brasilien var det bedste hold.

- Vi er ikke glade for nederlaget. Vi må analysere det, vi kan ikke bare ignorere det, men når vi ser tilbage på vores resultater, så kan vi være stolte, og nogle gange taber vi kampene, når det andet hold er bedre.

- Vi har store spillere, en klar spillestil, og jeg ser ingen grund til at ændre den på grund af et nederlag. Helt grundlæggende synes jeg, at vi har haft en god Confederations Cup. I dag husker jeg på de positive ting.

Dagens Gossip