Neymar vinder sag mod Playboy

Neymar vinder for tiden både på og uden for fodboldbanen.

Lørdag skal han sammen med Brasilien møde Chile i 1/8-finalen ved VM, men allerede inden opgøret har han vundet en kamp.

I en retssag mod den brasilianske udgave af mandebladet Playboy fik Neymar ret i, at han var blevet brugt i en løgnehistorie.

Playboys juni-udgave har modellen Patricia Jordane - spillerens eks-kæreste - på forsiden med teksten: "Brunetten som charmerede Neymar".

Neymar beskyldte bladet for at lyve, og angriberen mente, at Playboy brugte hans navn uden tilladelse.

En dom stol i São Paulo har afgjort, at bladet skal fjerne alle sine juni-udgaver fra hylderne. Dommen kan ankes.

Neymar har indtil videre scoret fire mål ved VM.

/ritzau/

Dagens Gossip