Neymar's generalprøve

Neymar vil være genstand for ubarmhjertig granskning, når Brasilien åbner Confederations Cup mod Japan i aften i det, der bliver den brasilianske befolknings første indikation af, hvor god A Seleção egentlig er.

Mens europæere glæder sig til at finde ud af, om Neymar er en cirkusartist eller et reelt fodboldfænomen, sidder brasilianerne klar til at svinge en nådesløs dom over den kommende FC Barcelona-spiller, hvis han ikke lever op til forventningerne.

»Neymar er den autentiske brasilianer. Han repræsenterer det uventede og kreative og er eksponent for det brand, som brasiliansk fodbold gerne vil være kendt for. Men samtidig er nationen også splittet omkring ham, og han er ikke entydigt populær,« siger Peter Banke, journalist og forfatter til bogen Neymar – den brasilianske drøm, der udkommer i juli.

»Børnene elsker og beundrer ham, og de skifter hår, når han gør. De efterligner hans trick, og han kommunikerer på en ung måde på Twitter.

De ældre mener, at han bruger for meget tid på reklamer og TV-show, og mange bliver provokeret af, at han ikke fokuserer mere på fodbolden. Han kommer fra Santos i Sao Paolo, hvor han er elsket. Men hvis han ikke leverer varen for Brasilien, bliver han buhet ud. Det er barsk, men sådan er forventningerne til ham,« siger Peter Banke, der har boet i Brasilien og følger fodbolden i sambalandet tæt.

Neymar er hovedattraktionen på Luiz Felipe Scolaris unge og uprøvede landshold, der skal overbevise de kræsne brasilianere om, at holdet er værd at stole på, når Brasilien er vært for VM i 2014.

Peter Arnholdt skriver om brasiliansk fodbold og er lige nu i Belo Horizonte i Brasilien for at følge Confederations Cup.

»Neymar er én af de spillere med det største potentiale, brasiliansk fodbold har haft. Publikum mener, at han er uforløst på det højeste, internationale niveau. Det er lidt det samme problem, som Messi havde, da han ikke præsterede for det argentinske landshold. Neymar skal igennem den tvivl og spille en kanonkamp mod én af de store nationer, og så eksploderer han,« siger Peter Arnholdt.

Han fremhæver også den generelle skepsis, angriberens væremåde på en fodboldbane frembringer.

»Der er rigtig mange i Brasilien, der ikke kan lide ham. De kalder ham Popcornsælgeren. De synes, han falder let, og via sine driblinger virker han respektløs over for modstanderen, fordi det virker som om, at han ydmyger ham. Man respekterer hans potentiale, men man er også frustreret over hans overlegne måde at gå til modstanderne på. Nogle tvivler også på, om han kan slå igennem, eller om han er en cirkusspiller,« siger Peter Arnholdt.

Brasilien møder Japan i Confederations Cup i en kamp, der kan ses på TV2 fra 20.50 i aften.

Fem øvrige profiler for Brasilien:

Júlio César, målmand. 33 år, Queens Park Rangers:

Peter Banke: Han har ikke lignet en brasiliansk landsholdsmålmand i Queens Park Rangers, men han er ekstremt vellidt i Brasilien. Han er roen og rutinen på holdet. Det bliver spændende at se, om han kan finde sit gamle niveau.

Thiago Silva, midterforsvarer, 28 år, Paris Saint-Germain:

Peter Arnholdt: De andre forsvarsspillere, Dani Alves og David Luiz, kan godt lide at gå på nogle udflugter, så der er tit kun Thiago Silva tilbage. Han kan ikke så meget offensivt som de andre, men til gengæld er han hamrende stærk i forsvaret.

David Luiz, midterforsvarer, 26 år, Chelsea:

Peter Banke: Han er trådt i karakter som holdets egentlige leder og har været anfører ved flere lejligheder og ender måske også med at blive det under VM. Meget af den første del af spillet er bygget op omkring ham.

Hulk, venstrekant, 26 år, Zenit St. Petersborg:

Peter Banke: Scolari har stor tiltro til ham. Han er én af de mere ydmyge spillere i truppen, og det er vigtigt på et hold med så mange egoer. Han er meget konkret i sit spil. Hvor Neymar gerne vil lave trick, vil Hulk gerne gå mere direkte.

Fred, angriber, 29 år, Fluminense:

Peter Arnholdt: Hvis Brasilien skal vinde, skal holdet bruge en topscorertype, og det er Fred. Han kan afslutte med begge ben og har blik for medspillerne. I Europa kender vi ham måske fra Lyon, men han har spillet i Brasilien siden 2009. Han får rigtig meget ros hernede.

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV