NFL-fans vil sætte verdensrekord i larm

Den nuværende rekord lyder på 131,76 decibel og blev sat af den tyrkiske fodboldklub Galatasarays tilskuere i en kamp mod rivalerne fra Fenerbahce 18. marts 2011. Her brugte tilhængerne dog vuvuzelaer og andre hjælpemidler for at skabe den infernalske larm. Det er ikke tilladt i NFL, så Seahawks-fansene må nøjes med at pifte, huje, klappe og råbe. Det skriver flere amerikanske medier. 

131 decibel svarer i øvrigt næsten til lyden af et fly, der passerer tæt forbi, og det anbefales, at man ikke opholder sig i et sådant lydinferno i mere end 30 sekunder. Det højeste officielle decibeltal målt på CenturyLink Field er 112 decibel.

Manden bag rekordforsøget hedder Joe Tafoya, som spillede for Seattle Seahawks i 2005-2006 og var med til at spille holdet i Super Bowl efter sejr i NFC-finalen.

- Der var en utrolig energi og larm, som gik lige i sjælen på en, siger Joe Tafoya om NFC-finalen i 2006 til Sacramento Bee.- Man forstår med det samme, at dette enten er et meget støttende eller meget fjendtligt miljø, tilføjer han. 

Lykkes det for Seattle Seahawks-fansene at sætte verdensrekord i tilskuerlarm, vil det ikke være første gang, de skaber overskrifter. I januar 2011 skabte jublen over Marshawn Lynch’ afgørende touchdown i en slutspilskamp mod New Orleans Saints så store underjordiske rystelser i området omkring Seattle Seahawks’ hjemmebane, at de blev opfanget af Pacific Northwest Seismic Network, der har til opgave at varsle jordskælv.

Som tak for den massive støtte til 12.-manden har ingen Seattle Seahawks-spiller lov til at spille med nummer 12 på ryggen. Dermed er Seahawks det eneste hold i NFL, der har vist den ære til fansene.

Flere forsøg på at slå verdensrekorden er allerede i støbeskeen. Også Kansas City Chiefs’ fans har søgt om at få en repræsentant til at måle larmen på Arrowhead Stadium. Der er dog endnu ikke sat dato på rekordforsøget.

Dagens Gossip