NFL-karrieren slut efter tackling: Jeg var tæt på at dø

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Seattle Seahawks-spilleren Ricardo Lockette må indstille NFL-karrieren efter en voldsom tackling i sidste sæson.

Den 29-årige wide receiver annoncerer sit stop torsdag og fortæller samtidig, at han var døden nær, da Seattle i ottende spillerunde var på besøg hos Dallas Cowboys.

I forbindelse med et punt blev Lockette ramt af en tackling i nakken af hjemmeholdets Jeff Heath, der kom buldrende mod ham for fuld kraft. Seattle-spilleren blev liggende på jorden uden at røre sig.

Nakken tog stor skade, og til alt held var der ikke nogen holdkammerater, der forsøgte at flytte ham.

- Hvis jeg havde rejst mig op, var jeg død på grund af vægten af mit hoved, siger Ricardo Lockette.

Seatlle-spilleren gennemgik en nakkeoperation efter kampen i Dallas, inden han blev fløjet hjem på den amerikanske vestkyst.

Lockette har i alt optrådt fem sæsoner i NFL for klubberne San Francisco 49'ers, Chicago Bears og Seattle Seahawks.

For to år siden var han med til at vinde Super Bowl med Seattle Seahawks.

/ritzau/