NFL: Manning tager endnu en sæson i Denver

Skrevet af admin

06/03/2015

Mest læste i dag

Millioner af fans af amerikansk fodbold kan nu ånde lettet op. Den 38-årige superstjerne Peyton Manning tager endnu en sæson for Denver Broncos i NFL.

Det meldte klubben ud natten til fredag.

Siden Peyton Manning kom til Denver Broncos i 2012 har han ført klubben til en Super Bowl og tre divisionstitler.

Ikke desto mindre har han holdt sine fans i åndeløs spænding om fremtiden, siden Denver led nederlag i slutspillet i januar.

- Vi er glade for, at det er overstået nu, siger Denver Broncos' administrerende direktør John Elway i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for, at vi nu kan kigge fremad, og at Peyton vil være en del af holdet igen og forhåbentlig vinde et mesterskab i næste sæson, tilføjer han.

- Vi vil sammensætte det allerbedste hold, vi overhovedet kan, så vi er glade for, at Peyton også vil være med, fortsætter han.

Peyton Manning er fem gange blevet kåret til ligaens mest værdifulde spiller.

Ikke desto mindre rapporteres det, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han har accepteret en lønnedgang på rundt regnet 27 millioner kroner, så han i den kommende sæson "kun" høster i omegnen af 101 millioner kroner.

- Jeg har arbejdet rigtigt hårdt, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Denver Broncos, siger Peyton Manning til avisen Denver Post.

Klubben fyrede i januar sin træner efter slutspilsnederlaget og ansatte Gary Kubiak som den nye træner.

/ritzau/