NFL mistænker opsynsmand for at stå bag flade bolde

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

Ledelsen i den nordamerikanske football liga (NFL) har nu vendt opmærksomheden mod en opsynsmand i New England Patriots' omklædningsrum i forsøget på at komme til bunds i sagen om halvflade bolde.

New England Patriots er blevet beskyldt for at have pumpet for lidt luft i boldene før AFC-finalen mod Indianapolis Colts søndag i sidste uge. Den manøvre skulle gøre boldene nemmere at håndtere, men er imod reglerne.

Ifølge Fox Sports er den mistænkte allerede blevet afhørt, og NFL forsøger at finde ud af, om han gjorde noget forkert, efter at overvågningsbilleder har vist, at han tog bolde fra dommernes omklædningsrum til et andet rum, inden han bragte dem ud på banen.

Både New England-coach Bill Belichick og quarterback-stjernen Tom Brady nægter at have haft nogen idé om, at boldene var for flade i første halvleg af kampen, som New England Patriots vandt stort.

Sagen er blevet døbt "deflategate" og fylder meget i de amerikanske medier, fordi årets sportshøjdepunkt, Super Bowl, spilles på søndag. Her skal New England Patriots op imod Seattle Seahawks.

/ritzau/AFP