NFL-sæson åbner med Super Bowl-revanche

Skrevet af admin

15/04/2016

Mest læste i dag

Når den kommende sæson i den amerikanske fodboldliga, NFL, går i gang, sker det med det, man roligt kan kalde et brag af en kamp.

Den 8. september bliver NFL indledt med en gentagelse af sidste sæsons Super Bowl mellem Denver Broncos og Carolina Panthers.

- Jeg tænker, at det er fint. Det er en stor udfordring for vores hold, siger Denvers headcoach, Gary Kubiak, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Denver Broncos får hjemmebane i kampen, hvor Carolina Panthers skal forsøge at få revanche for 10-24-nederlaget i Super Bowl for to måneder siden.

Carolina var ellers favorit til at vinde Super Bowl for første gang, efter at holdet havde vundet 15 af 16 kampe i grundspillet.

I stedet endte Denver Broncos med at tage holdets tredje titel i kampen, der markerede en eventyrlig afslutning for Peyton Manning.

Quarterbacken indstillede karrieren efter kampen, hvor han vandt Super Bowl for anden gang.

Første gang var i 2007, da han repræsenterede Indianapolis Colts.

/ritzau/