NFL: Seattle ryger ud trods vildt comeback mod Carolina

Skrevet af admin

17/01/2016

Mest læste i dag

For første gang siden 2013 skal et andet hold end Seattle Seahawks repræsentere NFC Conference i Super Bowl, der bliver spillet den 7. februar.

I søndagens første kamp i slutspillet tabte Seattle-holdet 24-31 på udebane til Carolina Panthers, der har været det bedste hold i NFL i denne sæson.

Søndagens hjemmehold vandt 15 af 16 kampe i grundspillet, og i første halvleg af kampen mod Seattle demonstrerede Carolina Panthers, at det ikke var nogen tilfældighed.

31-0 viste scoringstavlen i Carolinas favør efter første halvleg, hvor holdet havde helt styr på Seattle-quarterbacken Russell Wilson.

Blandt andet kom Carolina foran 13-0, da Russell Wilson tæt på egen endzone kastede bolden direkte i favnen på Panthers-linebackeren Luke Kuechly, der lavede touchdown.

Alligevel blev det spændende i anden halvleg, hvor Carolina-offensiven anført af quarterback Cam Newton gik helt i stå.

Det var dog et helt andet Seattle-hold, der kom ud til anden halvleg, og efter to gode kast fra Russell Wilson, der begge resulterede i touchdown-scoringer, førte Carolina pludselig kun med 31-14.

I sidste uge leverede Seattle et godt comeback ude mod Minnesota Vikings, som førte 9-0, men Seattle endte med at vinde kampen 10-9.

Seks minutter før afslutningen på fjerde quarter stod Russell Wilson bag et spektakulært touchdown.

I en presset situation fik quarterbacken sendt den ovale bold hen over Carolina-forsvaret og frem til Jermaine Kearse, der greb bolden og blev noteret for sit andet touchdown.

Et minut og 12 sekunder før kampens afslutning reducerede Seattle-kicker Steven Hauschka til 24-31, men mere blev det ikke til.

Seattle Seahawks var i Super Bowl sidste år, hvor holdet tabte til New England Patriots.

Carolina har på grund af holdets gode indsats i grundspillet sikret sig hjemmebanefordel hele vejen frem mod Super Bowl.

I finalen i NFC Conference tager holdet næste søndag imod Arizona Cardinals, der lørdag besejrede Green Bay Packers på hjemmebane med 26-20 efter forlængelse.

Arizona Cardinals var med 13 sejre i grundspillet det næstbedste hold i NFC Conference, så det bliver altså de to højest seedede hold i NFC, der mødes om en plads i Super Bowl.

/ritzau/