NFL: Topspiller er alligevel suspenderet for vold

NFL-holdet Minnesota Vikings er vendt rundt på en tallerken i spørgsmålet om Adrian Petersen. NFL-stjernen, som blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller i 2012, var i første omgang taget til nåde af klubben til trods for, at han står anklaget i en sag om børnemishandling mod sin søn.

Adrian Peterson blev i fredags anklaget for at have slået sin fireårige søn så hårdt med en lille kæp, at han flere dage efter stadig havde mærker efter slaget.

Peterson har erkendt at have slået sønnen, men hævder, at det ikke var for at skade ham, og holder fast på, at han ikke er børnemishandler.

Spilleren var ikke med, da Minnesota Vikings søndag tabte til New England Patriots, men mandag blev han hentet tilbage i truppen med det formål, at han skulle spille i næste kamp i den kommende weekend.

Den beslutning har skabt så meget røre i USA, at selv guvernøren i Minnesota ringede til klubbens ejere, søskendeparret Zygi og Mark Wilf, for at få Peterson suspenderet igen.

Derfor har ejerne annulleret deres første beslutning.

- Vi gjorde en fejl, og vi har fået nødt til at få den rettet, siger Zygi Wilf ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har en stærk holdning i forhold til beskyttelse af børn og deres rettigheder, og vi er nødt til at gøre dette rigtigt også, siger han videre.

Vold i hjemmet har været et stort problem for NFL på det seneste. Flere spillere er kommet i søgelyset for vold mod kærester og ægtefæller, og nu også børn.

Hotelkæden Radisson nåede også onsdag at suspendere sin sponsoraftale med Minnesota Vikings, inden klubben satte ham uden for truppen.

Sportsfirmaet Nike har en sponsoraftale med Adrian Peterson. Også den aftale er sat i bero indtil videre.

Adrian Peterson skal i retten den 8. oktober, men nu da han ikke spiller, kan han måske få sagen hurtigere for retten.

/ritzau/

Dagens Gossip