Ngo: Flygtninge har brug for mere end nødhjælp

Skrevet af admin

04/02/2016

Dagens topnyheder

For de syriske flygtninge er nødhjælp er ikke længere nok. Sådan lyder det fra Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse.

Ann Mary Olsen, international chef i Dansk Flygtningehjælp, mener, at de syriske nabolande skal have en mere langsigtet støtte frem for kun at få nødhjælp.

- Store investeringer i infrastruktur i nabolandene er nødvendige for at hjælpe dem med at tage imod flygtninge, og herudover er det nødvendigt at hjælpe de syriske flygtninge og fordrevne med at tjene til dagen og vejen, siger hun i en pressemeddelelse.

Torsdag bliver der holdt donorkonference, som skal samle penge ind til at hjælpe det syriske folk.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp skal den langsigtede støtte bruges i nabolandene, hvor der er få muligheder for lovlig ophold, fast arbejde og uddannelse, og det gør fremtiden som flygtning usikker. Det får mange flygtninge til at overveje at flygte videre til Europa.

- De europæiske regeringer burde derfor gøre mere for at presse på for en politisk løsning, sikre mange flere penge til nærområderne, sikre en europæisk omfordeling samt sikre større genbosætningskvoter for syrerne, siger Ann Mary Olsen.

På donorkonferencen har FN bedt de deltagende lande om ni milliarder dollar, hvoraf de 7,73 vil blive brugt til hjælp i Syrien.

De resterende 1,23 milliarder dollar skal hjælpe de syrere, der er flygtet til andre lande.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har lovet, at Danmark vil støtte det syriske folk med 688 millioner kroner på dagens konference.

/ritzau/