NGO melder 15 dræbt i syrisk sunnimuslimsk landsby

SYRIEN: Med knive og pistoler har syriske tropper med hjælp fra en milits slået mindst 15 mennesker ihjel i en lille landsby med sunnimuslimer i den centrale provins Hama sent fredag. Det fortæller organisationen Syrian Observatory for Human Rights ifølge AFP.

Organisationen oplyser lørdag, at der blandt de dræbte er to kvinder og et barn, mens de resterende er mænd. Yderligere to er blevet såret.

Præsident Bashar al-Assad er alawit, en muslimsk minoritet, som kæmper mod oprørerne, som tæller flest sunnimuslimer.

Ifølge Syrian Observatory for Human Rights var der kampe i landsbyen mellem tropper og oprørere, men det står ikke klart, hvorvidt mændene, der har mistet livet, var civile.

BNB/AFP

Dagens Gossip