Ngo'er: Danskere bør også demonstrere mod frihandelsaftale

Skrevet af admin

24/04/2016

Dagens topnyheder

Mens titusinder går på gaden i Tyskland for at demonstrere mod en kommende frihandelsaftale mellem EU og USA, er der langt fra virak om aftalen (TTIP) i Danmark.

Men det burde der være, lyder det blandt andet fra Det Økologiske Råd og Greenpeace.

- Vi gør, hvad vi kan, for at gøre opmærksom på sagen, men det er ikke noget, der fylder så meget i de danske medier eller hos de danske beslutningstagere, siger formanden for bestyrelsen i Det Økologiske Råd, Tue Damsø.

- Men vi i Det Økologiske Råd er nervøse for den form, som frihandelsaftalen har i øjeblikket. Der er en række elementer i den, som har et stort potentiale for at underminere den miljøregulering og forbedring, vi har gennemført i Europa de seneste 20 år, siger han.

Ifølge tysk politi deltog omkring 35.000 mennesker i lørdagens demonstration i tyske Hannover.

Fagforeninger, miljøgrupper og forbrugerorganisationer stod bag, og anledningen var besøget af den amerikanske præsident, Barack Obama, der blandt andet skal skubbe til forhandlingerne om frihandelsaftalen.

I Danmark er 12 organisationer gået sammen i det såkaldte TTIP-netværk i protest mod frihandelsaftalen. Blandt andet Det Økologiske Råd, Mellemfolkeligt Samvirke og Greenpeace.

Men der er endnu ikke et "folkeligt momentum" til at arrangere danske demonstrationer som i Tyskland, erkender Jan Søndergård, politisk rådgiver i Greenpeace.

Han mener dog, at der vil komme mere opmærksomhed om aftalens mulige konsekvenser, efterhånden som den rykker nærmere.

Fortalere for TTIP fremhæver mulighederne for at skabe arbejdspladser og vækst gennem øget handel på begge sider af Atlanten.

Men i Greenpeace er man blandt andet bekymret for, om EU kan blive tvunget til at sænke sin standard for brugen af kemikalier og genmodificerede produkter (gmo), fordi der er lempeligere regler i USA.

- Told og afgifter mellem EU og USA er jo forsvindende små, så det, der kan genere vækst og arbejdspladser, som man drømmer om, er at ensrette reglerne. Det betyder altså, at man bøjer sig mod hinanden, siger Jan Søndergård.

Han erkender, at ensretning af reglerne med EU samtidig kan betyde forbedringer af de amerikanske regler. Men fordelene overskygger ikke ulemperne, lyder det.

- Vi er godt tjent med, at EU har taget førerskabet i forhold for eksempel kemikalielovgivningen, for det er med til at sætte standarden i resten af verden, siger Jan Søndergård.

I oktober 2015 demonstrerede mindst 150.000 mennesker i Berlin mod kommende frihandelsaftaler med USA og Canada.

/ritzau/