NHL-klub sikrer sig rettigheder til Philip Larsen

Den danske ishockeyspiller Philip Larsen kan være på vej til at gøre comeback i den nordamerikanske NHL-liga.

Således meddeler den canadiske klub Vancouver Canucks på sin hjemmeside, at den har tradet sig til rettighederne til den danske forsvarsprofil.

Over for Vancouver Sun udtrykker holdets manager, Jim Benning, desuden ønske om at give Philip Larsen chancen i næste sæson.

Tidligere havde Edmonton Oilers rettighederne til Philip Larsen, men de er nu på Canucks' hænder. Den canadiske klub byttede sig til spilleren for et valg i femte runde af 2017-draften.

26-årige Larsen optræder aktuelt for den finske klub Jokerit i KHL-ligaen, hvor han i denne sæson er noteret for 38 point i 54 kampe.

Tidligere i karrieren har han 125 NHL-kampe for Dallas Stars og Edmonton Oilers. Han blev draftet af Dallas i femte runde tilbage i 2008.

Vancouver Canucks råder i forvejen over dansk islæt i skikkelse af Jannik Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV