Ni-årige Anna skal være sit tv-idol til fastelavn: - Hun er vild med Badehotellet

Skrevet af Sol Stoffregen

03/02/2016

Dagens topnyheder

Det plejer at være store Disney-film eller tegnefilm, der præger udklædningen, når katten skal slås af tønden. Men i år har en dansk tv-serie sneget sig ind i børnenes fantasifulde univers, når fastelavnskostumet skal vælges.

Ni-årige Anna Sofie Eriksen, der kommer fra Skårup i det sydfynske, skal nemlig klædes ud som hovedpersonen, stuepigen Fie, i tv-serien Badehotellet, som ikke bare samler Anna og hendes familie, men hundredtusindvis af danskere foran tv’et mandag efter mandag.

Læs også: Badehotel-stjerne tror på det okkulte

Annas mor, Christina, har lagt et billede af datteren i kostumet på Instagram, hvor kommentarerne er væltet ind fra folk, der synes godt om ideen.

 

Et billede slået op af Christina Jensen (@chrjen76) den

30. Jan 2016 kl. 8:27 PST

 

- Anna har selv valgt sit kostume, og valget faldt på Fie, fordi hun er så glad for Badehotellet. For seks måneder siden sagde hun til mig, at hun gerne ville være Fie, forklarer Christina til Dagens.dk, og fortæller, at datteren har set alle afsnit og genudsendelser af den populære tv-serie. 
 
Kostumet, en lyseblå stuepigekjole med forklæde og blonder magen til Fies, har Annas mormor syet med hjælp fra Anna, der har været med til at vælge stof og design.

 

Et billede slået op af Christina Jensen (@chrjen76) den

25. Jan 2016 kl. 5:04 PST


Karakteren Fie, der spilles af Rosalinde Mynster er med sit søde og hjælpsomme væsen blevet et idol for den ni-årige Anna, der også leger Badehotellet med sine veninder.  

- Anna ser op til Fie og kan på mange punkter identificere sig med hende på børneniveau, forklarer Christina, der ingen betænkeligheder har ved at lade sin ni-årige datter se Badehotellet, som nogen nok vil mene mest er for voksne.

Læs også: Tv-stjerner: Badehotellet er ren lysterapi

Annas mor er ikke i tvivl om, at datteren får en masse ud af at følge med i serien, som hun beskriver som nutidens Matador.

- Vi får en masse gode snakke om gamle dage. Anna er meget interesseret i deres kostumer, deres måde at tale på og deres måde at gøre ting på. Selvom hun ikke forstår det hele, får vi en fin dialog om ting, som vi ellers ikke ville tale om, siger Christina, der synes, det er fantastisk, at datteren har taget serien til sig og vil være Fie til fastelavn.

Både fredag og søndag skal den stolte Anna lufte sit kostume, og hun bliver ikke den eneste stjerne fra Badehotellet, der svinger køllen. En veninde skal nemlig være stuepigen Edith, der spilles af Vild med dans-vinderen Ena Spottag.