Ni personer er omringet af skovbrand i Sverige på femte døgn

Op mod 100 kvadratkilometer er foreløbig blevet brændt af i mere eller mindre grad under en skovbrand i Sverige, som har hærget i fem dage.

Brandvæsnet har ikke kontrol over den rekordstore brand, men der er endnu ingen meldinger om, at nogen personer skulle være kommet til skade.

Branden hærger i et område nord for byen Västerås i Västmanland. Tidligere mandag var ni personer omringet af branden, men de er også blevet evakueret.

Foreløbig er 1000 personer blevet evakueret og redningstjenester har iværksat en stor evakuering fra områderne Gammelby, Ängelsberg og Västervåla.

- Der er tale om en nødsituation, sagde indsatsleder Håkan Fehne ifølge den svenske avis Aftonbladet.

Slukningsarbejdet bliver stadig vanskeligere på grund af en kraftig vind i området. Branden har hærget siden torsdag og tager forsat til i styrke.

Desuden venter svenskerne på to italienske fly, som er specialbygget til at håndtere slukningen af skovbrande. Over 100 brandmænd deltager i slukningsarbejdet.

Redningsfolk forventer at bruge resten af august på slukningsarbejdet, lyder en foreløbig vurdering.

De ni personer var fanget et sted mellem Myckelmossen og Högmossen i det store skovområde, hvor 13 helikoptere allerede er i gang med at bekæmpe branden.

- Jeg ved, at der er ni privatpersoner, men jeg ved ikke, hvem de er. Ingen er kommet til skade, og vi kan ikke fragte dem ud med helikopter. I stedet forsøger vi at slukke branden langs veje, så de kan komme ud, lød det tidligere på dagen fra indsatslederen.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip