Niårig alvorligt såret på Vestbredden

»Vores mistanke er, at dette er et terrorangreb,« sagde polititalsmand Micky Rosenfeld ifølge Reuters lørdag.

Ifølge talsmanden blev pigen skudt, da hun befandt sig i en have. Han oplyser, at sikkerhedsstyrker leder i og omkring bosættelsen Psago, hvor skudepisoden fandt sted, tæt på den palæstinensiske by Ramallah.

I sidste måned blev to israelske soldater dræbt på Vestbredden i to separate skudepisoder. Ifølge myndighederne blev den ene skudt af en palæstinensisk mand, mens den anden blev skudt af en snigskytte i byen Hebron.

Fire palæstinensere er blevet dræbt på Vestbredden siden juli, hvor israelerne og palæstinenserne indledte fredsforhandlinger efter tre års diplomatisk dødvande.

De seneste fredsforhandlinger brød sammen i 2010 på grund af udvidelser af israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.

Palæstinenserne ønsker at gøre disse områder og Gazastriben til en uafhængig stat.

Dagens Gossip