Niårig dreng dræbt af vådeskud i tragisk ulykke

Skrevet af admin

07/03/2016

Dagens topnyheder

Der var efter alt at dømme tale om en tragisk ulykke, da en niårig dreng mandag blev ramt af skud fra en riffel og mistede livet.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Skuddet faldt ved 13-tiden - 17-tiden dansk tid - i Tasiilaq på den grønlandske østkyst. Her var drengen sammen med en jævnaldrende dreng på en båd i havnen, da han blev ramt.

Den niårige var død, inden han nåede frem til sygehuset.

- Politiet er i gang med at undersøge hændelsesforløbet bag episoden, hedder det i pressemeddelelsen.

- Det tyder - på baggrund af de foreliggende oplysninger - på, at drengen er afgået ved døden som følge af en vådeskudsulykke.

Drengens nærmeste familie er underrettet, men derudover har politiet i Tasiilaq mandag aften ikke yderligere kommentarer eller oplysninger.

/ritzau/