Nibali fokuserer på Liege uden licens-tanker

Skrevet af admin

25/04/2015

Dagens topnyheder

Sidste års Tour de France-vinder Vincenzo Nibali kalder ikke sig selv for favorit til søndagens Liege-Bastogne-Liege, men han er før blevet nummer to i løbet, og nu er han fri af risikoen for, at den internationale cykelunion sparker Astana-holdet ud.

- Vi fejrede det ikke, men vi var glade for, at alt løste sig på bedst mulig måde for holdets ryttere og medarbejdere indtil 2016, siger Vincenzo Nibali ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nibali benægter, at han og holdkammeraterne følte sig under pres.

- For mig og holdet var der aldrig noget pres. Kun fra medierne, siger han.

Søndagens cykelløb i Belgien har ofte ændret ruten en smule, men i bund og grund svarer den i højdemeter til en bjergetape i Tour de France. Derfor har Vincenzo Nibali og en rytter som hans danske holdkammerat Jakob Fuglsang muligheder.

Nibali blev nummer to i Liege-Bastogne-Liege i 2012. Den gang kørte han for Liquigas-holdet, og ironisk nok blev han slået af sin senere holdkammerat Maxim Iglinskiy.

Iglinsky er en af de fem Astana-ryttere, som sidste år blev taget for doping og var skyld i hele miseren om, at holdet skulle have frataget sin licens.

Det over 250 kilometer lange løb er således et, hvor Vincenzo Nibali kan gøre sig gældende. Alligevel mener han bestemt ikke, at han er favorit.

- De har ændret ruten igen. Jeg tror, at mange ryttere er nødt til at prøve lykken langt udefra. De kan ikke vente på finalen, siger han.

- Med den form, vi har set Valverde (Movistar) i på det seneste, kan han godt vente på afslutningen. De andre favoritter er Katusha. Vi har set Giampaolo Caruso køre godt. Dani Moreno og Joaquim Rodriguez venter ikke på afslutningen, siger Nibali.

Han forventer desuden, at verdensmester Michal Kwiatkowski også vil være at finde nær fronten, når vinderen skal kåres søndag eftermiddag.

/ritzau/