Nibali ryster på hovedet af Tinkov: Han har temperament

Skrevet af admin

19/07/2014

Mest læste i dag

Tour de Frances førende rytter Vincenzo Nibali har kun smil og let hovedrysten til overs for Tinkoff-Saxos holdejer, Oleg Tinkov, som forleden sagde, at Alberto Contador havde vundet det franske løb, hvis ikke han var styrtet og udgået.

- Jeg kan ikke se, at Tour de France har mindre værdi, efter at Chris Froome og Alberto Contador er udgået. Oleg Tinkov har sagt, at Alberto ville være i gult nu, hvis ikke han var styrtet. Vi kender alle sammen Tinkovs temperament, siger Nibali.

- Jeg har vundet tid i vigtige momenter af løbet som på de brosten, vi kender fra Paris-Roubaix, lyder en del af italienerens forklaring på den signifikante føring i klassementet.

Lørdagens etapesejr blev vundet af Tinkoff-rytteren Rafal Majka. På de sidste kilometer op mod målstregen i Risoul kunne det se ud som om, at den italienske Astana-rytter kunne have indhentet polakken og taget sin fjerde etapesejr i løbet.

- Majka fortjener sejren. Han kører godt. Han var også i udbrud i går, og i dag vandt han en smuk sejr. Jeg er glad på hans vegne, men jeg kan ikke sige, at jeg lod ham vinde. Jeg aner ikke, om jeg kunne have indhentet ham.

- Mit mål var at vinde tid til Alejandro Valverde, siger Nibali.

Det sidste lykkedes, idet Nibali kom i mål præcis et minut før spanieren fra Movistar.

Det betyder, at italieneren har udbygget sin føring over Alejandro Valverde til 4,37 minutter, mens franskmanden Romain Bardet (AG2R) ligger nummer tre, 4,50 minutter efter Nibali.

/ritzau/