Nibali tager førertrøjen tilbage i Vuelta a Espana

41-årige Chris Horner var højst overraskende i den røde førertrøje i Vuelta a Espana før 11. etape, som var 38,8 km lang enkeltstart i Tarazona. Men veteranen fik flået trøjen af sig i tidskørslen, da han som sidste mand kørte over målstregen med et tab på næste tre minutter til vinderen af etapen, Fabian Cancellara.

Ny mand i førertrøjen er Jakob Fuglsangs kaptajn på Astana, Vincenzo Nibali, som kørte en god enkeltstart og kom ind i fjerdebedste tid.

Team Saxo-Tinkoffs kaptajn Nicholas Roche gør sig normalt ikke specielt bemærket på enkeltstarter, men det lavede han for en stund om på onsdag, da han blev nummer seks og endda overhalede Chris Horner i klassementet, så han nu er nummer to i den samlede stilling.

- Det er super flot kørt. Det var, hvad jeg havde troet og håbet. Han kører en forrygende enkeltstart, og er tæt på Nibali, sagde Bjarne Riis til TV2. Team Saxo-Tinkoff har indtil videre haft et succesrigt Vuelta a Espana med etapesejr til først Nicholas Riche og siden Michael Mørkøv. Med Nicholas Roche' flotte kørsel og aktuelle placering er der håb om en samlet podieplads. Måske endda en samlet sejr, selvom Vincenzo Nibali ligner den store favorit til at tage den samlede sejr.

- Nu er podiet inde for rækkevidde. Det er dér, vi gerne vil være. Det er ikke sikkert, at vi når det, men vi skal have ambitionerne om det, sagde Bjarne Riis om Nicholas Roche placering som nummer to.

Team Saxo-Tinkoff har desuden stortalentet Rafal Majka på en samlet 9. plads i det spanske etapeløb. Vinderen af enkeltstarten blev Fabian Cancellara, som endelig lykkedes med at slå Tony Martin, der ellers har sat sig tungt på tronen som enkeltstartskonge. Fabian Cancellara kom ind i tiden 51'00", hvilket var 37" hurtigere end Tony Martin på andenpladsen.

Den gode enkeltstartsform hos Cancellara kommer belejligt, da han satser stort på VM, som bliver kørt sidst i september.

- Når man vinder, så er det altid en stor tilfredsstillelse. Jeg er virkelig glad for min præstation, og jeg er på den vej, jeg gerne vil være, mod det største jeg kan opnå, sagde Fabian Cancellara med henvisning til VM i enkeltstart.

Torsdag venter der en af de få flade etaper i Vuelta a Espana.

Dagens Gossip