Nibali udbygger sin føring efter vildt uvejr

De italienske løbsarrangører er kommet på overarbejde under årets Giro d' Italia. Lørdag betød et voldsomt uvejr i alperne, at stigningen op til den berygtede bjergtop Sestriere måtte aflyses og erstattet af en 13 kilometer længere afslutning op ad målstigning Jafferau.

Gennem hele 14.etape kæmpede rytterne en brag kamp mod regn, sne og temperaturer omkring frysepunktet, hvilket gjorde det umuligt for den italienske tv-produktion at sende billeder fra ruten.

Bedst til at håndtere vejrgudernes raserianfald var Mauro Santambrogio (Vini Fantini), der i den afgørende spurt slog løbets førende rytter Vincenzo Nibali, som til gengæld udbyggede sit forspring i den samlede stilling. Her har italieneren nu 1,26 min. ned til Cadel Evans på andenpladsen.

Da etapen nåede sin afslutning oksede Santambrogio og Nibali på imponerende vis op af bjergryggen og passerede en firemandsgruppe bestående af Luca Paolini (Katusha), Sonny Colbrelli (Bardiani), Matteo Trentin (OPQS) og Daniele Pietropolli (Lampre), der på et tidspunkt havde mere end ti minutter ned til feltet.

Kort før mål måtte gruppen dog lade sig opsluge, og i stedet angreb løbets samlede fører Vincenzo Nibali (Astana) efterfulgt af Mauro Santambrogio (Vini Fantini) og Carlos Betancur (Ag2r). Det gav etapesejr til Santambrogio, mens Nibali med den flotte andenplads satte en streg under, at han ligner det bedste bud på en samlet vinder.

De svære forhold på lørdagens etape satte hårde fysiske spor på rytterne, der på grund af frysende fingre flere gange måtte have hjælp til at indtage forsyninger på ruten. Derudover måtte Enrico Battaglin (Bardiani) og Alessandro Vanotti (Astana) grundet styrt forlade løbet, der efterhånden er ramt af en masseflugt. Inden start meddelte Team Saxo-Tinkoff, at både Karsten Kroon og måtte udgå grundet henholdsvis en virus og udmattelse og fredag måtte også favoritterne Bradley Wiggins og Ryder Hesjedal trække sig.

Det elendige cykelvejr ser desværre ud til at fortsætte i de italienske alper, hvilket allerede har fået arrangørerne til at aflyse søndagens klatreture op af stejle Mont Cenis og ikke mindst det legendariske bjerg Galibier. I stedet må de resterende ryttere ud på en alternativ og mere forsvarlig rute. 

I den samlede stilling ligger Vincenzo Nibali i spidsen efterfulgt af Cadel Evans og Rigoberto Uran, mens Team Saxo-Tinkoffs polske håb, Rafal Majka avancerer til en flot 8. plads.

 

Dagens Gossip

Dagens TV