Nibali vinder Touren med en stab af belastede personer

Skrevet af admin

26/07/2014

Dagens topnyheder

Som vinder af Tour de France skriver Vincenzo Nibali sig søndag ind i løbets mere end 100 år lange historie blandt de 10 ryttere, som med 19 dage har kørt længst tid i den gule trøje på vej mod sejren.

Italienerens triumf har på intet tidspunkt været truet, hvilket formodentlig blandt andet skyldes, at de to forhåndsfavoritter Chris Froome og Alberto Contador styrtede og udgik, inden løbet kom ind i de høje bjerge.

Men ligesom den 29-årige sicilianer skriver sig ind i cykelrekordernes tykke historiebøger, har han valgt at omgive sig med en anden historie, som har præget sporten i årtier - måske altid.

I feltet taler ryttere og sportsdirektører om, at sporten er ændret. Doping hører fortiden til.

Det samme har Vincenzo Nibali slået fast under Touren.

I lange udførlige svar har han forsvaret sig mod beskyldninger - ikke så meget mod ham selv - men den stab, som han valgte med sit skifte fra Liquigas til det kasakhiske hold Astana for halvandet år siden.

- Jeg valgte Astana for at kunne opbygge en gruppe, jeg kan stole på i forhold til at sikre mig topresultater i løb som Giroen, Touren og Vueltaen.

- Astana er et nyt hold, med en ny stab og med en ny gruppe ryttere, som er meget yngre end før. Det er et andet hold, end det var tidligere, sagde Nibali forleden på sit pressemøde.

Det svar rummer både sandheder og usandheder.

Selvom Nibali ikke selv er belastet af dopingsager, sidder der fra top til bund i hierarkiet på det kasakhiske hold personer, som enten selv har taget doping eller har været tæt på andre, som har.

Øverst står manager Alexander Vinokourov, som har afsonet en toårig karantæne for doping.

Ved sin side har Nibali landsmanden Michele Scarponi, som to gange har været suspenderet på grund af dopingforbindelser, første gang i 2007 på grund af Operacion Puerto, og i 2012 på grund af sit samarbejde med lægen Michele Ferrari, som også var Lance Armstrongs læge.

Som læge har hans hold ansat Joost de Maeseneer, som før var ansat under Bjarne Riis på Team CSC, hvor det kom frem, at en stribe ryttere anvendte doping.

CSC's tyske rytter Jörg Jaksche beskyldte senere lægerne på det danske hold, deriblandt Maeseneer, for at udlevere forbudte stopper, hvilket hollænderen har afvist.

Som sportsdirektør har han Giuseppe Martinelli, som var chef for den seneste italienske Tour-vinder Marco Pantani, som blev taget for doping og nogle år senere blev fundet død på et hotel med kokain i kroppen.

Martinellis fortid har været genstand for rygter, men italieneren har ingen sager bag sig.

Astana blev fra 2007 bygget på resterne af Liberty Seguros, som med sportsdirektør Manolo Saiz var det mest belastede hold i forbindelse med den store spanske dopingsag Operacion Puerto i 2006.

Kasakhstan overtog holdet med Alexander Vinokourov som frontfigur, og i løbet af blot et syv måneder efter etableringen var fire ryttere taget for doping, deriblandt Vinokourov, som snød med bloddoping under Touren samme år.

For at rydde op i dopingproblemerne hentede man Johan Bruyneel ind som sportsdirektør, belgieren som i en årrække var Lance Armstrongs nærmeste, og som senere blev idømt en 10-årig karantæne fra sporten på grund af doping.

Astana blev også udelukket fra Touren 2008 på grund af de mange dopingsager i løbet af meget kort tid.

/ritzau/