Nibalis Tour-tidstab overrasker førende Froome

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

Tour de France-vinderen fra i fjor, Vincenzo Nibali (Astana), kunne ikke følge med, da feltet med favoritterne lørdag kørte de afsluttende kilometer på 8. etape i Touren.

Rytteren i den gule førertrøje, Chris Froome (Sky), var en af de hovedansvarlige for italienerens tidstab på 10 sekunder, da briten satte højt tempo på stigningen til Mur-de-Bretagne.

Det kommer bag på Chris Froome, at Vincenzo Nibali måtte slippe taget i gruppen, hvor de to øvrige klassementsfavoritter, spanieren Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og colombianeren Nairo Quintana (Movistar), også var med.

- Det er jeg meget overrasket over. Især fordi der primært var modvind på vej op ad den afsluttende stigning, hvilket gjorde det relativt let at sidde på hjul, siger Chris Froome til AFP.

Briten fører i den samlede stilling med 11 sekunder ned til slovakken Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) før søndagens holdtidskørsel på 28 kilometer.

- Holdtidskørslen bliver meget udslagsgivende i forhold til det samlede klassement. Den er meget tricky, for det er meget bakket terræn.

- Holdene skal have mindst fem ryttere samlet op over den sidste stigning. Det gør det ret svært for mange hold, og jeg forventer, at der bliver ret store tidsforskelle mellem de bedste hold og de hold, der ikke får det koordineret så godt, siger Chris Froome.

/ritzau/