Nice-angrebsmand fik skæg og ny interesse i radikal islam

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Mohamed Lahouaiej Bouhlel, som i sidste uge angreb og dræbte 84 mennesker i Nice, havde en ny og klar interesse i radikal islamisme, lyder det fra en anklager i Paris.

Han havde også anlagt sig et skæg af religiøse årsager.

Anklager Francois Molins fortæller på et pressemøde i Paris, at tuneseren havde læst på internettet om angreb i Orlando i USA og i Magnanville, en forstad til Paris.

På Bouhlels computer har politiet fundet billeder af voldsepisoder af "radikal islamistisk" karakter, rapporterer det franske nyhedsbureau AFP.

I sin omgangskreds har gerningsmand sagt, at han ikke kunne forstå, hvorfor Islamisk Stat i Syrien og Irak ikke fik et territorium. Det fortæller anklageren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er ingen beviser for, at han havde forbindelse til IS, meddeler Molins.

- Hvis der ikke på dette stadium i efterforskning er fund, der peger på en forbindelse til Islamisk Stat eller individer fra gruppen, så viste han helt sikkert interesse for radikale jihadistiske bevægelser, siger Francois Molins.

Mohamed Lahouaiej Bouhlel kørte en lastbil direkte ind i en folkemængde på Promenade des Anglais i Nice på den franske nationaldag 14. juli.

/ritzau/