Nice sparker fransk fodbold i gang igen med sejr

Skrevet af admin

21/11/2015

Mest læste i dag

Afviklingen af fodbold i den bedste franske række blev genoptaget fredag aften efter angrebene i Paris for en uge siden.

Det skete med opgøret mellem Nice og Lyon på Allianz Riviera.

Efter en uge, hvor dødstallet efter de blodige angreb i Paris er nået op på 130 mennesker, blev det igen fodboldhverdag i Frankrig. Så godt som.

Kampen mellem Nice og Lyon var dog en speciel og følelsesladet affære, der blev indledt med afspilningen af den franske nationalmelodi "La Marseillaise" og efterfulgt af et minuts stilhed, hvor fodboldfansene lyste stadion op med lys.

Mange tilskuere var klædt i sort for at mindes de dræbte, mens spillerne bar sorte armbind for at udtrykke deres sorg og respekt.

Den franske sportsminister, Thierry Braillard, havde sammen med flere ledere i fransk fodbold besluttet, at kampene skal genoptages i denne weekend. Det sker dog med øget sikkerhedsforanstaltninger og uden udeholdenes fans på diverse franske stadioner.

Kampen endte med en hjemmesejr på 3-0, som blev sikret efter Valere Germains scoring efter 20 minutter, Mapou Yanga-Mbiwas selvmål og Vincent Koziellos afgørende scoring efter 71 minutter.

Kampen var yderligere interessant, da Lyons Mathieu Valbuena var med fra start, selv om han tidligere fredag gav forklaring i sagen om pengeafpresning, som også involverer Real Madrids Karim Benzema.

Ifølge AFP har Benzema efter sigende indrømmet over for politiet, at han hjalp en kammerat med at få kontakt til landsholdskammeraten Valbuena, der har været udsat for afpresning.

Sagen handler om en lækket sexvideo, der viser Valbuena sammen med sin kone, der har ført til, at Lyon-spilleren er blevet afpresset.

Fredagens afhøring af Valbuena foregik i Paris mere end 1000 kilometer fra Nice, hvor fodboldkampen blev spillet om aftenen, og hvor Valbuena blev fløjet til i et privatfly i løbet af fredagen.

/ritzau/