Nick Hækkerup afslutter sin »vildeste rejse«

»De sidste to år har været, hvad indsigt angår, den vildeste rejse i mit liv. 100 og atter 100 af sider om kaserner, undervandsøvelser og NATO-direktiver. I har ikke sparet mig for muligheden for at tilegne mig viden,« sagde Nick Hækkerup, der nu skal være europa- og handelsminister, til sine medarbejdere i Forsvarsministeriet.

Han lægger dermed ikke skjul på, at han, da han begyndte som minister, var rimelig grøn på forsvarsområdet - og havde en masse spørgsmål.

»Da jeg begyndte som forsvarsminister, havde jeg et spørgsmål, som jeg stillede på vegne af min søn. Hvor langt kan en kanon skyde? Nu ved jeg det. 18 kilometer. Jeg vil gerne sige et hjerteligt tak til jer, som jeg har fået lov til at arbejde sammen med. 18 kilometer er ingenting i forhold til, hvad I har været i stand til at kunne præstere,« sagde en fattet Nick Hækkerup.

Flere kommentatorer har peget på, at skiftet fra Forsvarsministeriet til en post som europa- og handelsminister er et tilbageskridt for Nick Hækkerup. Men det afviser han.

»Hvis det skulle være en degradering, så skulle det være, fordi Helle (Thorning-Schmidt, statsminister, red.) var utilfreds med det, jeg har lavet, og det er hun ikke, det ved jeg. I virkeligheden handler det også om, hvad jeg selv føler. Jeg er ked af at forlade Forsvarsministeriet, jeg har været rigtigt glad for at være her, men jeg glæder mig altså også rigtigt meget til at komme over til Handels- og Europaministeriet og tage fat,« siger Nick Hækkerup

Nu er »den vildeste rejse« slut, og med på vejen til det ny ministerium fik Nick Hækkerup tre gaver, som skulle styrke hans politiske virke i EU; Lev Tolstojs moppedreng af en bog, »Krig og Fred«, en guidebog til Bruxelles og Belgien, »ikke at du nogensinde kommer til at opleve nogle af stederne,« som nu tidligere europaminister Nicolai Wammen (S) bemærkede, og en CD med sangene fra dette års Melodi Grand Prix, som Danmark som bekendt vandt.

»Jeg fik lykønskninger om, at nu havde Danmark vist vejen. Så kan du altid minde dem om, hvordan tingene forholder sig,« sagde Nicolai Wammen.

Wammen havde kort forinden overleveret sit tidligere ressort, europaområdet i Udenrigsministeriet, til Nick Hækkerup, som han nu overtager depechen fra i Forsvarsministeriet.

»Da Helle Thorning ringede til mig og spurgte, om jeg ville være forsvarsminister, sagde jeg ja lige med det samme. Jeg har den største respekt for det danske Forsvarsministerium og for de danske soldater i ind- og udland. Forsvaret har leveret flotte resultater, som vi i Danmark kan være stolte af,« sagde Nicolai Wammen og fremhævede, at han - selvom det blev nævnt, at han ligesom sin forgænger ikke har særligt kendskab til det forsvarspolitiske - kan bruge sin erfaring fra tiden som borgmester i Aarhus.

»Der er 20.000 ansatte og et budget på to til tre milliarder kroner i Forsvarsministeriet. Uden sammenligning i øvrigt, minder det om Aarhus Kommune. Jeg er helt opmærksom på de store forskelle - jeg har aldrig haft et kommandoflag,« sagde Wammen, som modtog en camouflagefarvet hjelm i gave fra Nick Hækkerup for at passe på sig selv og på Forsvaret.

Dagens Gossip

Dagens TV