Nick Hækkerup: EU skal se på retten til velfærdsydelser

Skrevet af admin

30/11/2013

Mest læste i dag

Det danske SU-system har været under pres, og det samme kan ske med dagpengesystemet.

Det mener europaminister Nick Hækkerup (S).

Han vil nu se nærmere på forholdet mellem arbejdskraftens frie bevægelighed og EU-borgernes afgang til nationale, sociale ydelser, skriver Berlingske.

- Man må område for område se, hvad der er behov for, siger ministeren til avisen og lufter muligheden for om nødvendigt at lovgive.

De to fattige EU-lande Bulgarien og Rumænien blev medlemmer af unionen i 2007, men 10 medlemslande indførte begrænsninger for, hvilke typer rumænske og bulgarske arbejdstagere der kunne få ophold.

Begrænsningerne udløber 1. januar 2014, og det vækker bekymring.

Allerede i september meddelte Nick Hækkerup, at mulige stramninger i det danske velfærdssystem var på bordet i europapolitiske forhandlinger.

Nu har briterne ifølge Berlingske meldt ud, at man vil begrænse adgangen til Storbritanniens sociale ydelser yderligere for østeuropæiske arbejdere.

Også den nye tyske regering har lagt op til indgreb mod "fattigdomsvandring" i deres regeringsgrundlag.

- Dette er jo et emne, jeg har rejst over for forskellige af mine kolleger, siger Nick Hækkerup til avisen.

Han efterlyser en åben debat i både Danmark og EU.

Det er vigtigt for et lille land som Danmark, at der også er store lande, der sætter disse problemer på dagsordenen, mener han.

- Der er nogle problemer, vi kan løse ved at ændre den danske lovgivning. Der er andre, der er behov for at adresse, som tyskerne og briterne gør det, i en EU-sammenhæng, siger han til Berlingske.

Både Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative glæder i avisen sig over, at Nick Hækkerup tager diskussionen om, hvornår det er rimeligt at dele sine velfærdsydelser ud til andre EU-borgere.

En rapport fra EU-Kommissionen fra oktober konkluderer, at frygten for en indvandringsbølge af velfærdshungrende EU-borgere, som vil have adgang til SU, børnecheck og kontanthjælp, er overdrevet.

Selv om EU-Kommissionen anerkender, at der kan være "regionale eller lokale problemer" skabt af en pludselig tilstrømning af EU-borgere fra andre lande, så er konklusionen altså, at disse er nettobidragydere i deres nye hjemlande.

Der er i alt 113.000 borgere fra andre EU-lande i Danmark.

/ritzau/