Nick Hækkerup varsler ambassadelukninger

»Der er nye, store, spændende, markeder, som vokser frem, og hvis vi skal kunne sælge danske varer der, så skal vi være til stede med vores diplomater til at åbne døre til at sikre, at virksomhederne kan komme ind. Og det betyder til gengæld, at vi kommer til at lukke nogle stede,« siger Nick Hækkerup til Radioavisen.

Handels- og europaministerens reaktion kommer i kølvandet på udenrigsminister Villy Søvndals (SF) beslutning om at søge råd om ambassadelukning. Berlingske skriver fredag, at udenrigsministeren har nedsat en såkaldt refleksionsgruppe bestående af folk fra græsrodsbevægelser, erhvervslivet og forskningsmiljøet. De skal over de næste tre måneder tage stilling til styrker og svagheder i den måde, Udenrigsministeriet har organiseret sig på.

De seneste år har Danmark lukket flere ambassader rundt omkring i verden. I 2012 lukkede man eksempelvis den danske ambassade i Irak og to i Afrika som en konsekvens af, at Udenrigsministeriet er blevet pålagt besparelser lige som resten af centraladministrationen.

Derudover har sikkerhedsudfordringerne i lande som Afghanistan og Somalia ifølge Udenrigsministeriet medført så voldsomme udgifter, hvorfor det nu på Asiatisk Plads i København drøftes, hvorvidt Danmark skal dele disse ambassader med andre lande.

Nick Hækkerup vil endnu ikke sige, hvilke af Danmarks ambassader, konsulater og repræsentationskontorer, der skal lukke, men ministerens forslag møder ifølge Radioavisen stor modstand hos Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

En endelig beslutning om fremtiden for de danske ambassader ventes først omkring årsskiftet.

Dagens Gossip

Dagens TV