Nicki Bille: Jeg har kendt til tiltale i flere uger

Tirsdag blev det offentligt kendt, at Nicki Bille Nielsen bliver tiltalt for vold efter episoden i april i København, hvor han blev anholdt efter klammeri med politiet.

Men Bille har længe været bekendt med tiltalen.

- Jeg har kendt til den i tre-fire uger. Der er ikke noget anderledes nu i forhold til dengang. Jeg har levet normalt og tænker ikke så meget på det, siger Nicki Bille Nielsen til det norske medie adressa.no.

Retssagen er berammet til oktober, men angriberen havde gerne set sagen afgjort tidligere.

- Jeg vil gerne være færdig så hurtigt som muligt, men jeg kan forstå, der er andre sager foran i køen, der skal behandles først.

Tirsdag deltog han i træningen i Rosenborg, hvor han forsøger at spille sig i form efter et skadesforløb.

- Jeg vil tilbage på holdet hurtigst muligt og håber at være klar til kampen på søndag. Men jeg er ikke klar endnu, siger Nicki Bille.

Inden tirsdagens træning meldte Rosenborg ud, at klubben vil afvente dommen, inden den foretager sig noget.

- Vi må forholde os til tiltalen og kommer ikke til at gøre mere, inden vi ved, om han er dømt eller ej. Vi må bare afvente og se, hvad der sker, siger klubbens daglige leder, Tove Moe Dyrhaug, til VG.

Nicki Bille blev anholdt i april, fordi han sparkede til en parkeringsautomat og en cykel. I forbindelse med anholdelsen bed han angiveligt en af betjentene.

/ritzau/

Dagens Gossip