Nicki Bille og Rosenborg tager vigtig sejr

Skrevet af admin

19/10/2013

Mest læste i dag

Nicki Bille Nielsen kom til at spille en afgørende rolle, da Rosenborg lørdag vandt en vigtig udesejr på 1-0 over Start i den norske Tippeliga.

Med sejren lægger Rosenborg pres på Strømsgodset i det, der længe har været en duel om guldet.

Oprykkerne fra Start fik i lang tid lov til at dominere hjemmekampen mod Rosenborg, der ud over Nicki Bille Nielsen havde Mike Jensen og Tobias Mikkelsen med fra start. Mikkelsen blev dog pillet ud.

Efter pausen begyndte gæsternes spil at tage mere form, men først med fem minutter tilbage af opgøret kom den forløsende scoring.

Nicki Bille Nielsen erobrede bolden i venstresiden og fik sendt den ind i hjemmeholdets straffesparkfelt. Her blev bolden ikke sparket ordentligt væk, og så kunne Jonas Svensson sende Rosenborg i front med 1-0.

I slutminutterne var Start flere gange tæt på at udligne, men det lykkedes danskerklubben at slippe fra Kristiansand med alle tre point.

Holdet fra Trondheim topper Tippeligaen med 56 point på et tidspunkt, hvor der resterer tre spillerunder. Forfølgerne fra Strømsgodset har 53 point - dog for en kamp færre end Rosenborg.

/ritzau/