Nicki Bille: Undskyld min pinlige opførsel

Landsholdsspilleren Nicki Bille Nielsen siger, at han er meget ked af sit pinlige optrin natten til fredag i Trondheim, hvor et besøg på en natklub endte med en overnatning i detentionen for Rosenborg-angriberen.

- Jeg tager det fulde ansvar for det, som skete. Jeg var fuld, og jeg beklager rigtig meget. Både over for klubben, spillerne, politiet, supportere og alle, som har været involveret, siger 25-årige Nicki Bille Nielsen til adressa.no.

Angriberen bekræfter oplysningerne om, hvorfor han blev anholdt. Norsk politi måtte gribe ind, fordi Nicki Bille Nielsen smadrede glas, spyttede på en bar-ansat og slog ud efter folk, da han blev smidt ud af natklubben.

- Det var en fuldstændig uacceptabel opførsel fra min side, og det kommer ikke til at ske igen. Det lover jeg, siger Nicki Bille Nielsen.

Rosenborg har givet ham en skriftlig advarsel, og sportslig leder Erik Hoftun siger, at hvis noget lignende gentager sig, kan Nicki Bille Nielsen være færdig i klubben.

- Det er meget alvorligt at få en skriftlig advarsel i Rosenborg. Sker noget lignende igen, kan det være game over, siger Hoftun.

Klubben har ikke taget stilling til, om Nicki Bille Nielsen skal spille mod Sarpsborg på søndag i Tippeligaen.

Nicki Bille Nielsen er en stjerne på Rosenborgs hold og er noteret for to landskampe for det danske A-landshold.

Han fik debut i venskabskampen mod Polen i august, og han var med i 1-0-sejren over Armenien i VM-kvalifikationen 10. september.

Landstræner Morten Olsen udtager på tirsdag truppen til næste måneds VM-kvalifikationskampe mod Italien og Malta.

/ritzau/

Dagens Gossip