Nicki Bille vil i fokus for det positive

Den tidligere FC Nordsjælland-angriber Nicki Bille Nielsen formåede at komme i de norske overskrifter gang på gang i den forløbne sæson.

Ofte for scoringer i Rosenborgs forsøg på at vinde Tippeligaen i fodbold. Men også for mere kontroversielle sager. De negative optrin kulminerede, da han i september måtte overnatte i detentionen, men i optakten til den kommende sæson udtrykker Bille, at han i 2014 vil i fokus for det positive.

- I år skal det være mest positivt, siger han til VG i La Manga, hvor Rosenborg er på træningsophold.

I søndagens kamp mod Costuleni måtte Bille tage plads på bænken fra start, men han kom på banen senere og spillede en afgørende rolle.

Han gjorde sin entre ved stillingen 0-0 og fik en god halv time, hvor han nåede at have aktier i to mål i sejren på 3-0.

- Jeg følte, at det gik godt for mig. En scoring og en assist må jeg være tilfreds med, når jeg kommer ind ved 0-0, siger Bille.

Han spillede positionen som højre kant, hvilket ikke er hans favoritposition.

- Det er selvfølgelig forskel på at spille kant og midterangriber. Jeg foretrækker at spille i midten, men det går også godt på kanten, siger den danske angriber, der scorede otte ligamål i den forgangne sæson.

Rosenborg, der sluttede som nummer to i 2013, indleder den nye sæson 30. marts hjemme mod Viking.

/ritzau/

Dagens Gossip