Nicki Pedersen: Motorproblemer er meget frustrerende

Den danske tredobbelte verdensmester i speedway, Nicki Pedersen, har i de seneste grandprixer i VM-serien haft store udfordringer med sin favoritmotor.

Udfordringer, som kan være skyld i, at han ikke har været på podiet siden første grandprix tilbage i april, hvor han fik en andenplads.

I øjeblikket deler Nicki Pedersen tredjepladsen i VM-stillingen med Chris Holder, og han håber, at hans motor kan levere en optimal præstation til VM-grandprixet i Parken lørdag aften.

- Jeg har haft mange motorproblemer på det seneste. Næsten ved hvert eneste grandprix, når vi har smidt en af mine gode motorer tilbage, så har den ikke kunnet fuldføre et helt grandprix.

- Det er meget frustrerende og kedeligt at snakke om hver gang, og jeg bliver selv træt af at fortælle det, for hvad tænker folk ikke. "Kan I ikke bare få det løst?".

- Men det er livets gang og sådan er racing. Det er ude af vores hænder. Det er jo et sammenspil med den tuner, vi har, som ikke har formået at få det lavet rigtigt, siger Nicki Pedersen.

Han håber dog stadig på, at han kan stikke af fra sine konkurrenter i feltet, som blandt andet tæller Tai Woffinden, Greg Hancock og Chris Holder.

- Jeg ligger stadig og slås med om VM, og det er egentlig utroligt, for jeg har ikke leveret mit bedste, så de andre må også have haft nogle problemer, for ellers var de stukket af, og det er de ikke endnu, siger Nicki Pedersen.

Det bliver dog ikke nogen stor opgave at stikke af fra Chris Holder i Parken. Han har meldt afbud på grund af en skade.

I stedet har danskeren Michael Jepsen Jensen fået et wildcard til hjemmebane-grandprixet.

/ritzau/

Dagens Gossip