Nicki Pedersen ryger i slagsmål med amerikansk veteran

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

At det ind imellem går voldsomt for sig, når de temperamentsfulde speedwaykørere støder sammen på slaggerne, er velkendt.

Men at det ligefrem ender i et reelt slagsmål på banen hører trods alt til sjældenhederne, men det var det, der skete for to af sportens største navne tirsdag aften.

I en svensk ligakamp trængte Nicki Pedersen amerikaneren Greg Hancock ud i barrieren, så det endte i et voldsomt styrt, og det blev den 45-årige veteran så rasende over, at han kastede sig over danskeren, der stadig sad på sin speedwaycykel.

- Der er jo tale om et decideret overfald, siger Mikael Karlsson, holdleder for Nicki Pedersens klub, Dackarna, til Expressen.

Først da banepersonale lagde sig imellem, lykkedes det at skille de to speedwaystjerner fra hinanden.

/ritzau/