Nicki Pedersen slår ud efter speedway-boss i Polen

Skrevet af admin

10/08/2015

Mest læste i dag

Speedwaystjernen Nicki Pedersen havnede søndag i et stort drama med sin klub Leszno i den polske liga.

Under dyst mod rivalerne fra Torun kom danskeren op at toppes med Torun-bossen Jacek Gajewski.

Pedersen slog ud efter Gajewski med sin hjelm, og den kontroversielle dansker sparkede også Torun-lederen på det ene ben.

Ifølge sportsmediet sportowefakty.pl mente Nicki Pedersen, at Jacek Gajewski var trådt ind på Leszno-kørernes område i ryttergården.

Flere personer måtte lægge sig imellem Pedersen og Gajewski for at hindre slagsmålet i at udarte sig.

Forud for konfrontationen mellem de to havde Nicki Pedersen i heat 8 haft et sammenstød med Toruns australske kører Jason Doyle, der måtte en tur i slaggerne. Danskeren blev bagefter udelukket.

Optrinnet mellem Nicki Pedersen og Jacek Gajewski kan muligvis få yderligere konsekvenser for danskeren.

Den danske speedwaystjerne kørte lørdag aften i Horsens i grandprix-serien, hvor han indtager den samlede andenplads efter briten Tai Woffinden i kampen om VM-titlen.

/ritzau/