Nicki Thiim erstatter afdøde Allan Simonsen i 'danskerbilen'

- Målet er selvfølgelig at vinde VM for Allan. Og for mig personligt er det en kæmpe ære at skulle afløse en så stor kører som ham! Nicki Thiim skal afløse Allan Simonsen, der omkom under årets 24-timersløb i Le Mans, i Young Driver AMR-teamet.

Den 24-årige sønderjyde testede i sidste uge for teamet på den engelske Snetterton-bane, og han deler Aston Martin-raceren med Simonsens faste codrivers, Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard, ved næste afdeling af sportsvogns-VM i Brasilien 1. september.

- Foreløbig gælder aftalen kun løbet i Brasilien, for vi skal lige se, hvordan alting fungerer. Kemien skal være på plads, efter alt det teamet har været igennem, siger Thiim til BT.

- Men jeg satser på at få en aftale for resten af sæsonen. Det er selvfølgelig en frygtelig måde at få chancen på, men jeg vil gøre alt for at vinde den VM-titel til Allan.

Allan Simonsen blev 22. juni dræbt på fjerde omgang af Le Mans 2013. Der er endnu ikke kommet en officiel forklaring på den tragiske ulykke.

24-årige Nicki Thiim har de seneste år været en af frontrunnerne i Porsche Supercup. Han af søn af den tidligere topkører Kurt Thiim, der nåede en enkelt Le Mans-indsats for Mercedes’ fabriksteam tilbage i 1991 for øvrigt med en vis Michael Schumacher som teamkammerat.

Nicki Thiim vandt tidligere i år 24-timers løbet på Nürburgring i en Mercedes. I ugerne efter Le Mans-tragedien var der usikkerhed om Young Driver AMR-teamet overhovedet ville fortsætte.

- Det var ikke nogen nem beslutning, siger teamchef Jan Struwe og fortsætter:

- Det har naturligvis været en meget hård tid for os alle, så vi har tilbragt en masse tid sammen. Den endelige beslutning om at fortsætte blev først taget, efter Kristian og Christoffer gennemførte testen i England. Allan var racerkører helt ind i hjertet, og vi er helt sikre på, at hans ønske ville være, at vi fortsatte med at køre racerløb.

Testen fandt sted i en ny Aston Martin, som fabrikken har bygget til det danske team.

- Jeg er meget taknemmelig overfor hele teamet hos Aston Martin Racing, hvor folk har aflyst deres ferie, for at sørge for at vi kan have en ny bil klar, siger Struwe.

Nicki Thiim er glad for at kunne spille en central rolle i genopbygningen af teamet, der i øjeblikket ligger på femtepladsen i VM.

- I begyndelsen var der en meget underlig stemning ved testen i England, men da vi begyndte at køre, var det tydeligt, at der blev løsnet op for en masse ting.

- Det var bevægende at sætte sig ind i racerbilen igen, bekræfter Christoffer Nygaard. Men vi ville ikke beslutte, om vi skulle fortsætte eller ej, før Kristian og jeg havde siddet i bilen igen.

Kristian Poulsen tilføjer:

- Allan var racerkører, og han ville have os til at gå ud og køre racerløb. Det vil vi gøre. Og vi kører til minde om ham.

Dagens Gossip