Nicklas Bendtner: De er hårde ved mig i Wolfsburg

Landsholdsangriberen Nicklas Bendtner træner hårdere end nogensinde tidligere i karrieren efter skiftet til Wolfsburg for godt to uger siden.

Efter flere måneders selvtræning kræver det også lidt ekstra for Bendtner at komme i kampform.

- Jeg har ikke haft en fridag endnu, siger angriberen med en fortid hos blandt andre Arsenal og Juventus.

- Det er meget hårdere, end jeg er vant til. De træner meget og hårdt. I andre klubber er der måske lagt en dag med restitution ind efter en hård træningsdag, men sådan er det ikke her, siger Nicklas Bendtner.

Angriberen er mødt op i landsholdslejren i Helsingør forud for onsdagens testkamp mod Tyrkiet og weekendens EM-kvalifikationsåbner mod Armenien med blot 20 minutters bundesligabold i benene.

Bendtner erkender, at det vil tage tid at blive klar til at spille 90 minutter. I første omgang stiler han efter en halvleg mod Tyrkiet.

- Det vil tage tid, før jeg kan spille en hel kamp. Alle andre har haft en opstart, hvor de har spillet kampe, så de er i en anden situation end mig. Jeg skal først til at spille de rigtige kampe som træningskampe.

- Det bliver med spilletid hen over nogle uger for at komme ind i rytmen, erkender Bendtner.

Landstræner Morten Olsen afviste for godt en måned siden at udtage angriberen til de to kommende kampe, men en skade hos Morten "Duncan" Rasmussen og generel mangel på angribere, har tvunget Olsen til at se Bendtners vej.

- Det var nok lidt overraskende på grund af min situation, men det er en fin chance for mig, så jeg kan komme i kampform. I hvert fald i træningskampen, håber jeg.

Morten Olsen udtog for et halvt år siden en Nicklas Bendtner uden kampform til en testkamp på Wembley mod England. Landstræneren har senere erkendt, at det var en fejl.

- Jeg var ikke i den form, jeg gerne ville være i. Det var ikke fest og farver.

- Situationen i Arsenal var ikke den, jeg ønskede. Jeg havde søgt væk i en længere periode, men de lod mig ikke skifte.

- Det var ikke optimalt at træne mandag til fredag uden at spille kampe. Så kunne man heller ikke forvente, at jeg skulle spille en superkamp mod England, mener Nicklas Bendtner.

Selv om den danske frontangriber åbent søgte en ny klub, så afviser han, at kampen mod England for et halvt år siden kan have skræmt potentielle opkøbere væk.

- Jeg tror godt, at de ved, at jeg kan spille fodbold.

Nicklas Bendtner fortæller, at han havde flere muligheder end Wolfsburg.

- Der var masser af ting. Men det her var det rigtige for mig. Derfor valgte jeg det, siger han.

Bendtner føler, at han nu er kommet det rigtige sted hen. Både uden for og på banen er han foreløbig tilfreds med de første uger, der kan blive til tre år, hvis han fuldfører sin kontrakt. Klubbens fans har også taget godt imod ham. Nu glæder han sig til at give dem noget igen.

- Det var overvældende. da jeg kom ind til min debut mod Frankfurt i weekenden. Man kunne høre den glæde, fansene havde. Det betyder meget, for det er et sted, hvor jeg skal føle mig tilpas og score mål, siger Bendtner, der også har gennemført sine tre første sproglektioner i tysk.

Nu håber han på lidt spilletid på onsdag i Odense mod Tyrkiet. Spilletid mod Armenien er han mere usikker på.

- Man skal ikke regne med, at jeg går ind og spiller røven ud af bukserne, for jeg har ikke spillet en kamp i snart et halvt år, siger Bendtner.

/ritzau/

Dagens Gossip