Nicklas Bendtner får 10 minutter i stor Wolfsburg-sejr

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtner fik de sidste 10 minutter på banen, da Wolfsburg søndag sejrede i Bundesligaen.

Den tyske fodboldligas nummer to hentede en 3-0-sejr hjemme over Freiburg.

Den belgiske stjernespiller Kevin De Bruyne scorede kampens første mål efter cirka 20 minutters spil, og han var også involveret i kampens to sidste scoringer.

10 minutter før tid blev belgieren fældet af Freiburg-målmanden Roman Bürki i straffesparksfeltet, og Ricardo Rodriguez øgede til 2-0 fra 11-meter.

Så var det tid til en efterhånden obligatorisk udskiftning hos Wolfsburg.

Nicklas Bendtner kom på banen i stedet for den hollandske målmaskine Bas Dost, som dog ikke har scoret i fire kampe i træk.

Fem minutter før tid løb Kevin De Bruyne kontra og serverede bolden for en medspiller i fri position foran mål.

Det var dog ikke Nicklas Bendtner, men derimod den ligeledes netop indskiftede Maximilian Arnold, der var løbet i position til at sørge for 3-0-scoringen.

Wolfsburg har 53 point for 27 kampe i Bundesligaen.

Det er 11 point færre end topholdet, Bayern München, der er på sikker kurs mod klubbens tredje mesterskab på stribe.

Wolfsburg har ni point ned til nummer tre, Borussia Mönchengladbach, der søndag slog Hannover 96, mens Freiburg er næstsidst med 22 point.

Den danske midtbanespiller Leon Andreasen oplevede ligesom Bendtner at blive skiftet ind for sin klub Hannover 96.

Han fik de sidste 25 minutter på banen, da holdet på udebane tabte 0-2 til Borussia Mönchengladbach. Patrick Hermann scorede begge mål for hjemmeholdet, et i hver halvleg.

Andreasens klub ligger placeret som nummer 13 med fem point ned til næstsidstepladsen, der koster direkte nedrykning.

/ritzau/