Nicklas Helenius scorer første mål i Villa-fiasko

Skrevet af admin

04/01/2014

Mest læste i dag

Nicklas Helenius scorede lørdag sit første mål for Aston Villa, men det var ikke nok til at redde holdet fra fiasko i FA Cuppens tredje runde.

Premier League-klubben røg ud efter et nederlag på 1-2 hjemme til Sheffield United, der blot er nummer 18 i den tredjebedste række.

Nicklas Helenius blev skiftet ind, da der resterede en halv time af kampen.

Et kvarter senere scorede den høje angriber sit første mål i seks kampe i Villa-trøjen, da han udlignede til 1-1.

Danskeren skiftede sidste sommer fra AaB til Aston Villa, hvor han altså ikke havde scoret før kampen mod Sheffield United.

Hjemmeholdets glæde blev dog kort, for ni minutter før tid scorede Ryan Flynn sejrsmålet for gæsterne.

Jamie Murphy havde bragt Sheffield United foran 1-0 i første halvleg.

Ole Gunnar Solskjær fik en succesrig debut for Cardiff, to dage efter at han blev præsenteret som ny manager i Andreas Cornelius' klub.

Solskjær havde den danske angriber med fra start i udesejren på 2-1 over Newcastle, der rangerer et pænt stykke over Cardiff i Premier League.

Andreas Cornelius blev skiftet ud efter cirka en times spil, og kort tid efter scorede Papiss Demba Cisse til 1-0 for hjemmeholdet.

Senere i anden halvleg sørgede de indskiftede Craig Noone og Fraizer Campbell for, at Cardiff overraskende kom videre til fjerde runde i den største engelske pokalturnering.

De forsvarende FA Cup-vindere, Wigan, skal ud i omkamp.

Holdet, der sidste år rykkede ud af Premier League, måtte nøjes med 3-3 hjemme mod Milton Keynes Dons fra den tredjebedste række.

/ritzau/