Nicklas Pedersen får fire år i Gent

Så har Nicklas Pedersen skiftet klub i belgisk fodbold.

Skiftet fra Mechelen til Gent er faldet på plads, og den danske landsholdsangriber har underskrevet en fireårig kontrakt med Gent, skriver danskerens nye arbejdsgiver på sin hjemmeside.

Dermed spillede Nicklas Pedersen blot én sæson i Mechelen, hvor han ellers havde en kontrakt på tre år. Men 13 mål i 27 optrædener har åbenbart fået Gent til at bruge penge på angriberen, der er noteret for 11 kampe og et mål for landsholdet.

Allerede i sidste uge meddelte Mechelens formand, Johan Timmermans, at Nicklas Pedersen stod foran et skifte til Gent, og at danskeren ville fremtvinge skiftet om nødvendigt.

- Vi havde en ny kontrakt klar, men Nicklas sagde, at han ønskede at skifte til Gent, om nødvendigt ville han gå rettens vej.

- Så vi stod med en spiller, der virkelig ønskede at forlade klubben, og vi ønskede ingen ballade, sagde Timmermans til Mechelens hjemmeside.

Mechelen kan dog trøste sig med, at salget af Pedersen bliver det største i klubbens nyere historie.

- I hans kontrakt stod et minimumbeløb på 1,5 millioner euro (cirka 11 millioner kroner), men vores krav var højere. Uden at gå i detaljer: Gent afgav et tilbud, der var væsentligt højere end 1,5 millioner euro, lød det fra formanden.

Gent sluttede sidste sæson som nummer 12 i den bedste belgiske række. Her endte Mechelen på ottendepladsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV