Niels Helveg: Boutros-Ghali var vidende og erfaren

Skrevet af admin

16/02/2016

Mest læste i dag

Interessant, erfaren og vidende. Sådan karakteriserer den tidligere danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) den tidligere generalsekretær for FN Boutros Boutros-Ghali, der døde tirsdag.

- Mit indtryk var, at han var en interessant person. Han var tydeligvis meget erfaren og vidende, siger Niels Helveg Petersen, der var dansk udenrigsminister i næsten otte år fra 25. januar 1993.

Boutros-Ghali var generalsekretær for FN fra 1992 til 1996.

Niels Helveg Petersen fortæller, at han mødte Boutros Boutros-Ghali ved adskillige lejligheder i embeds medfør.

- Men jeg har ikke noget personligt indtryk af ham som person, siger han.

Uffe Ellemann-Jensen (V), der var udenrigsminister fra 1982 til 1993, mødte også Boutros-Ghali ved flere lejligheder.

Men dengang i 1980'erne var Boutros-Ghali egyptisk viceudenrigsminister.

- Jeg havde ikke noget at gøre med ham, da han var generalsekretær. Jeg kendte ham fra gamle dage. Han var en meget venlig mand, husker Uffe Ellemann-Jensen.

- Min kone og jeg har besøgt ham og hans kone i Kairo. Han var kopter (indfødt kristen, red) og hans kone var noget så sjældent som egyptisk jøde med knaldrødt hår. Så det var et meget specielt par.

Niels Helveg Petersen siger, at Boutros Boutros-Ghali blev generalsekretær for FN på et meget vigtigt tidspunkt for den fredsbevarende organisation.

- Boutros-Ghali spillede en positiv rolle for FN i en periode, som var utrolig vigtig for FN. Det var en periode efter den kolde krig, og det betød, at FN's Sikkerhedsråd kunne begynde at træffe flere beslutninger uden, at der var nogen, der nedlagde veto.

- Det kom til at betyde, at FN kom til at spille en større rolle i fredsbevarende operationer, siger han.

Boutros Boutros-Ghali fik dog også i løbet af sin periode som generalsekretær kritik. Blandt andet for ikke at gribe ind over for folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omkring 800.000 mennesker mistede livet.

- Det er en sort skygge over hele den periode, at man ikke fra FNs side tilstrækkelig hurtigt og kraftigt greb ind over for det folkemord, der var under udvikling, siger han.

/ritzau/