Nielsen bliver matchvinder mod Bødker i NHL

Skrevet af admin

09/11/2014

Mest læste i dag

To danskere spillede hovedroller i deres holds sejre i verdens bedste ishockeyliga lørdag aften i USA.

I Phoenix-forstaden Glendale blev Frans Nielsen kåret til kampens bedste spiller, da han scorede kampens eneste mål i New York Islanders' sejr over Arizona Coyotes.

Frans Nielsen hamrede pucken i nettet midt for mål med kun to og et halvt minut tilbage af danskeropgøret mod Mikkel Bødker.

Forinden havde danskeren haft en stor chance i anden periode. Den klarede Arizonas målmand Mike Smith flot. Måske medvirkende til, at han blev kåret til kampens næstbedste spiller.

Frans Nielsen har nu lavet fem mål og i alt ni point i sæsonens første 14 kampe, og New York Islanders er nummer to i Metropolitan Division med 18 point for 14 kampe. Kun Pittsburgh har klaret sig bedre.

I Montreal fik Lars Eller titlen som kampens næstbedste spiller, da hjemmeholdet vandt 4-1 over Minnesota Wild.

Med kun 50 sekunder tilbage af anden periode, bragte Lars Eller Montreal foran med 2-1. Danskeren vandt selv en nærkamp om pucken ved den ene bande, og via et par holdkammerater fik han den tilbage, og bankede den i nettet.

Med den scoring satte Lars Eller for alvor Montreal i gang. Fem minutter inde i tredje periode stod han så for oplægget til kædekammeraten Jiri Sekac' scoring.

Lars Eller har nu lavet tre mål i sæsonen.

Jannik Hansen og Vancouver Canucks rendte ind i et sviende nederlag på 1-5 til de forsvarende Stanley Cup-vindere Los Angeles Kings. Den 21-årige Nicklas Jensen blev forleden hentet op til Vancouver, men danskeren var ikke omklædt til kampen i Los Angeles.

/ritzau/