Nielsens mål sender Islanders på playoff-kurs

Den danske ishockeyprofil Frans Nielsen er efter seks år i den nordamerikanske ishockeyliga (NHL) endelig på vej mod sit første slutspil.

Med New York Islanders' 5-4-sejr efter straffeslag over Winnipeg Jets lørdag aften skal meget gå galt, hvis ikke Nielsen og hans kumpaner tager en af de 16 slutspilspladser i denne sæson.

Den formstærke dansker sendte Islanders på vinderkurs efter godt fire minutters spil, da han i et lynhurtigt angreb blev spillet fri og kunne score til 1-0. Senere stod Frans Nielsen også for en assist og blev efter kampen udnævnt til isens næstbedste aktør.

Til gengæld brændte den tidligere Herning-spiller, da afgørelsen skulle findes på straffeslag.

Nielsen, som ellers kan prale af en stærk statistik i disciplinen, kiksede Islanders' første forsøg, men da to holdkammerater scorede efterfølgende, kunne newyorkerne alligevel juble over en vigtig sejr.

Nu har holdet før de sidste tre kampe fire points forspring til de pladser, der ikke giver slutspilsplads, og Frans Nielsen kan efter 364 kampe i NHL endelig belave sig på at spille med i de attraktive playoff-kampe om Stanley Cup-trofæet.

Det betyder samtidig dårligt nyt for den danske landstræner Per Bäckman, der kommer til at undvære Danmarks mest markante ishockeynavn ved VM i Stockholm i maj.

Bäckman har formentlig for længst afskrevet et andet emne, Jannik Hansen, der var med til VM sidste år.

Hansens klub, Vancouver Canucks, har gennem hele denne sæson lignet en sikker slutspilsdeltager, og med 2-1-sejren natten til søndag over Detroit Red Wings, kvalificerede den canadiske storklub sig endeligt til playoff.

Dermed bliver der ingen hjælp fra Jannik Hansen, når Danmark skal forsøge at bevare sin status som A-nation i den svenske hovedstad.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV