Niger anholder 150 emigranter i Sahara

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Myndighederne i Niger har anholdt cirka 150 personer, som forsøgte at krydse landets nordlige grænse til Algeriet fredag.

Anholdelsen sker få dage efter, at 92 personer blev fundet døde af tørst i Saharas ørken - også på vej mod Algeriet.

Emigranterne blev anholdt, mens de rejste i en konvoj på fem biler, fortæller en redningsarbejder, Almoustapha Alhacena.

- Emigranterne er hovedsageligt mænd og nogle få børn. De blev anholdt i ørkenen, og de tilbageholdes nu i byen Arlit, hvorfra de var udrejst, siger en sikkerhedskilde.

Det nordlige Niger er en hovedfærdselsåre for illegale flygtninge og menneskehandel fra landene syd for Sahara med retning mod Europa.

Regeringen har efter et møde fredag meddelt, at den straks vil lukke emigrantlejre i den nordlige del af landet.

Niger, et af verdens fattigste lande, holder en tre dage lang sørgedag for de 52 døde børn, 33 kvinder og syv mænd, som døde i Sahara på vej mod et nyt liv.

/ritzau/Reuters