Nigeria i vild jubelrus efter guldmedaljer

Med 1-0-sejren over Burkina Faso i finalen ved Africa Cup of Nations afsluttede det nigerianske fodboldlandshold en 19 år lang venten på det afrikanske fodboldmesterskab, som landet senest vandt i 1994.

Dengang var det et startskud til nogle stærke år for den traditionelle afrikanske fodboldstormagt, der kulminerede i OL-guldet to år senere, og landstræner Stephen Keshi håber, at han kan give det fodboldbegejstrede land en ny storhedstid.

- Denne sejr er først og fremmest til mit land. Da jeg fik jobbet for halvandet år siden, var det min drøm at gøre alle nigerianere glade og at skabe et stort landshold. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej, siger Stephen Keshi efter sejren ifølge AFP.

Nu venter en tur til sommerens Confederations Cup i Brasilien i juni, hvor modstanderne i gruppespillet bliver Spanien, Uruguay og Tahiti.

For finaletaberen Burkina Faso er der trods skuffelsen stolthed over at være nået længere, end nogen havde forestillet sig.

- Måske var vi en smule trætte efter to kampe, der gik i forlænget spilletid, men jeg leder ikke efter undskyldninger. Hele Burkina Faso kan være stolt af spillerne, siger holdets belgiske træner Paul Put.

- Vi viste Nigeria en smule for meget respekt i førte halvleg. Efter pausen gjorde alt, hvad der stod i vores magt, siger han.

Sunday Mba lavede sejrsmålet for Nigeria umiddelbart før pausen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip